Claus Tandrup Jensen

Fagcoach

Som fagcoach er det min opgave at sørge for, at alle mine booker- og trafikstyrer-kollegaer i callcentret er ordentligt klædt på til at kunne varetage deres opgaver.
Jeg fungerer som den der oplærer de nye ansigter og som den, der fylder videnshullerne ud hos de mere erfarne.

Vi er 3 personer i vores team, og vi har alle en baggrund som netop enten booker eller trafikstyrer. Vi har altså allerede arbejdet indgående med de krav og regler, der findes inden for bestilling og udførelse i Flextrafikken.

Det er ikke få regler en booker eller trafikstyrer skal kunne administrere. I callcentret håndterer vi i forskellige tidsrum driften for alle landets 5 store trafikselskaber. NT, Midttrafik, Sydtrafik, Fynbus og Movia.
Det vil sige, at vi skal jonglere med 5 regelsæt, der varierer på små og store områder.

Som fagcoach er jeg derfor også bindeleddet i de daglige driftsspørgsmål der måtte være imellem trafikselskaberne, vores andre interne afdelinger og vores ca. 70 fastansatte/studerende i callcentret. Det giver en alsidig og spændende hverdag, hvor kommunikation er i højsædet.

Der er en utrolig energi i et callcenter, som det vi har i FlexDanmark. Jeg arbejder med en gruppe fantastiske, dygtige og positive mennesker. Det giver en lyst til selv at dukke op med et smil på læben hver morgen.

FlexDanmark er en super arbejdsplads, hvor der er muligheder for at udvikle sig, hvis man ønsker det.

  • Sidst ændret
    Mandag d. 05. januar 2015